Den unge Prins lænede sig frem over Bordet - Om Karen Blixen

I går anmeldte jeg "Babettes Gjestebud" på Nationaltheatret og ble slått av hvor fint jeg synes det er å være i Blixen-land. Karen Blixens bøker appellerte til meg allerede på videregående og har bevart mye av sin ynde for meg, selv om jeg har en følelse av at leseropplevelsen ville vært noe annerledes om jeg hadde begynt på dem første gang i dag. Dengang tror jeg litt av appellen var denne blandingen av dannelse og det gode liv, det var som om det var en forbindelse mellom generøsiteten og overdådigheten i miljøene som (som regel) var de som ble skildret, der hovedpersonene gjerne gjør sine verdensanskuelser kjent gjennom åndfulle monologer og gjennom et lett slør av boblevann, og det maksimalistiske og billedrike språket der meningslagene er mange og tynne og tette. Som laknene på en seng på ordentlig gode hoteller. Og så kom dette fascinerende at de champagnegalopperende tekstene ofte hadde en mørk og dyster undertone. Blixen er opptatt av skjebne, av alt de litterære skikkelsene hennes kjemper mot men ikke klarer å beseire. Sødme og smerte filtrer seg sammen, og triste historier får en pyntet og poetisk form. Jeg tenker iblant at det er noe litt katolsk over det, noe litt Caravaggio-aktig: De store kontrastene, de intense ansiktene, de brede lerretene der det viser seg å være plass til forbløffende mye.

 

Og så er det en del av fortellingene til Blixen som foregår i ganske fattigslige omgivelser. "Babettes gjestebud" er en av dem, og der er, selvfølgelig, det puritanske vs. det livsbejaende et tema, det gode vs. det dannede. Den foregår av alle steder i verden i Berlevåg, der de to ugifte og lett aldrende prestedøtrene Martine og Filippa, som begge har hatt ytterst få og spinkle sjanser til å reise ut i verden, sjanser de lot fare forbi seg, tar imot franske Babette, som er på flukt etter at Pariserkommunen er blitt slått ned, og lar henne få jobb som kokke. Det er en enkel, men betagende liten fortelling, og det er interessant hvordan Blixen ler litt av de livsuerfarne søstrene uten å henge dem ut, og av de salvelsesfulle og selvhøytidelige unge mennene som en gang var forelsket i dem og de store ordene de griper til. Samtidig faller hun selv lett inn i det poetiske og litt pompøse, i alle fall storslagne, og det er ikke godt å si hva som er ironisk og hva som er inderlig. Det er, på en fin måte, begge deler på en gang.

 

Her er et utdrag fra en meget lang novelle, nesten en liten roman, fra "Syv fantastiske fortellinger", nemlig "Vejene omkring Pisa". Den bleknebbede unge adelsmannen Augustus har reist fra Danmark og befinner seg i Nord-Italia for å komme over tungsinnet sitt. Der tar han inn på et vertshus og møter en ung og en gammel adelsmann, og blir vitne til en samtale mellom dem samme kveld.

 

"I Pisa levede, mine kære, unge Venner," begynte den gamle Mand sin Fortælling, "I min Bedstefaders Tid en hovedrig Mand af gammel Adel, som modtog et frygteligt Slag af Skæbnen. En af hans unge Venner, den, som stod hans Hjerte allernærmest, og som han frem for alle havde overøst med Velgerninger, vendte sig imod ham med en Utaknemlighed, der gennemrystede ham med Gru og Sorg, og tilføjede ham en dødelig Fornærmelse, der ydermere var af den Art, at den, hvis den blev bekendt, ganske uden vor Adelsmands egen skyld vilde kalde Hobens Spot ned over hans Hoved. Denne Adelsmand var Filosof og satte sin Sjælefred over alt andet. Da han mærkede, at denne sørgelige Sag ødelagde hans Nattesøvn, og følte, at han umuligt vilde kunne faa sin Sindsligevægt tilbage, førend han havde udgydt det utaknemmelige unge Menneskes Blod, da besluttede han sig til, at det skulde udgydes. Nu stod det paa Grund af særegne Omstændigheder ikke i hans Magt at gøre dette egenhændigt, og derfor henvendte han sig til en ung, professionel Morder i Pisa, en saadan, som man i gamle Dage brugte til den Slags, og som man kaldte en Bravo. Denne unge Mand var overmaade ødselt anlagt og havde ved sin Uforstand bragt sig i saa stor Pengeforlegenhed, at han, hvis ingen hjalp ham, næppe saa nogen anden Vej ud deraf end Ægteskabet. Min Bedstefaders Ven gjorde ham nu et smukt Forslag. "Det er mit Ønske," sagde han til ham, "at i denne Sag ingen skal have noget at beklage sig over. Jeg vil betale Dig for min Sjælefred, hvad jeg mener den er værd, og det er ikke saa lidt. Hvis Du nu vil staa mig bi her af Din bedste Evne, saa skal jeg til Gengæld sørge for, at alle de Gældsposter, som plager Dig, bliver slettet ud, endogsaa hvad angaar Din Bedstemoders lille Rosenkrans af Koraller, som Du har pantsatt." Paa dette Grundlag afsluttede de deres Overenskomst og aftalte alt nøjaktigt imellem sig".

En stor Kat, som havde ligget ved Ilden, sprang her med eet op i Skødet paa den gamle Prins. Uden at se paa den kælede han blidt for den, mens han fortsatte Fortællingen.

"Uhret havde just slaaet Midnat, da Bravoen gik til sit Arbejde, og den bekymrede Adelsmand, som vidste, at der ikke kunde blive Tale om søvn for ham, førend han havde faaet Sikkerhed for, at det var tilendebragt, ventede paa ham i sit Kabinet og havde et Aftensbord dækket til ham der. Idet Klokken slog eet, kom den unge Mand igen ind ad Døren, saa hvid som en Død. "Er jeg hævnet?", spurgte Adelsmanden fra Pisa, "er min Fjende fældet?" "Ja", sagde Bravoen. "Er det nu ogsaa ganske vist?", spurgte Adelsmanden igen, idet hans Hjerte begyndte at danse i hans Bryst. "Javist", sagde Bravoen, "hvis da en Mand er død, som har haft min Stiletto - dengang, Nino, benyttede man endnu dette Vaaben - i Hjertet tre Gange, lige op til Hæftet. - Som de selv sagde: i denne Sag skal ingen have noget at beklage sig over. - Nu vil jeg drikke en Flaske Champagne med Dem".

De to satte sig da til bords og nød en udsøgt Souper sammen. - "Ved De," sagde Bravoen med eet, "hvad jeg synes er stor Skade? - det er det, at vi efterhaanden alle sammen er blevet saa kloge, at vi ikke engang længre tror paa, hvad vore fromme Bedstemødre møjsommeligt har indprentet os. For det er intet, som skulde glæde mig saa meget som at vide med Bestemthed, at baade De og jeg var evig fordømte."

Adelsmannen blev forbavset, og det gjorde ham ondt for den unge Mand, thi han saa ud, som om han var fra Ved og Sans. Han var tillige i Øjeblikket overmaade venligt stemt imod ham, saa han gjorde sit bedste for at trøste ham. - "Dette har været for meget for Dig," sagde han, "og jeg tog Dig for en anderledes Karl. Men hvad den evige Fordømmelse angaar, saa skal du ikke tabe Modet, maaske Du har Ret. Det mord, som Du har begaaet i Nat, det har jeg selv begaaet over hundrede Gange i mit Hjerte, og vi har Skriftens Ord for, at det da er saa godt som fuldbyrdet. Der kunde vist findes de Skolastikere, som vilde holde for, at Din Del i det har været fuldkommen illusorisk, og at Du endnu har Tid til at to Dine Klæder i Lammets Blod og gøre dem hvide som Uld. Dog er det jo ikke godt at vide, og jeg skal ikke nægte at da jeg fastsatte Din Løn, da havde jeg i Tankerne den Ulejlighed, Du kom til at gøre Dig, og den Fare, som Du kan komme til at løbe overfor min Fjendes Parti, eller overfor Lovene i Pisa, og indtil dette Øjeblik har jeg ikke tænkt paa Din Sjæl. Nu Du nævner den, er det jo klart, at det er en Fare for Dig ogsaa fra den Kant. Derfor vil jeg, foruden alt, hvad jeg allerede har givet Dig, for Din Sjæls Skyld, give Dig denne Ring." Med disse Ord tog han af sin Finger en Ring med en stor, rundsleben Rubin, et uhyre værdifuldt Smykke, og rakte den til sin Bravo, der tog den, lo ham op i Andsigtet som om de slet ikke havde talt om hellige Ting, og gik sin Vej. - Vor Adelsmand gik i Seng og sov godt for første Gang i lange Tider, i Bevidsthed om, at han havde faaet sin vilje sat igennem, og til og med betalt sin lejede Morder saa smukt."

Idet den gamle Mand her gjorde en Pause i Fortællingen, spadserede Katten tværs over Bordet og sprang ned i Ninos Skød. - Som om han havde været et Spejlbillede af sin Genbo ved Bordet gav han sig til at stryge den blidt, mens han lænede sig tilbage i Stolen og lyttede.

"Men det var denne ulykksalige Adelsmands Skæbne," fortsatte den gamle Fortæller, "bestandig at rystes i sin Tro paa Menneskene. Der var kun gaaet en måned efter denne Nat, og han var endnu - som en Mand, der lykkeligt har overstaaet en svær Sygdom - i færd med at nyde Livet, sine Venners Selskab, skøn Musik og Foraarets Liflighed omkring Pisa, da han, gennem Breve fra sine Venner i Rom, blev underrettet om, at den unge Fjende, for hvis Død han havde betalt saa rigeligt, var at finde i den evige Stad, saa blomstrende og kæphøj som nogensinde og Genstand for stor Opmærksomhed i Selskabslivet og ved Pavehoffet.

Dette sidste Bevis paa menneskelig Falskhed ramte ham lige i Hjertet. - "Hvem er mig tro," tænkte han, "naar han har sveget mig? Var han saa bleg, fordi han havde forraadt mig?" - Ja, den stakkels Mand blev syg, han mistede endogsaa i nogle Dage af Fortvivlelse sit Mæle, og havde i lang Tid de grueligste Smerter i Øjnene og i den højre Arm. - men jeg vil ikke beskrive hans Sygeleje, thi det var intet imod hvad han led i Sjælen. Dog, han var, som sagt, et Menneske, der tænkte: han begyndte at beskæftige sig med de evige Ting, som han og hans Bravo havde drøftet ved Aftensbordet. "Skulde det virkeligt", tænkte han, "være Hensigten, som er det ene afgørende, og har vore Handlinger intet at betyde?" Jo mere han tænkte derover, jo sikrere blev han på at det maatte hænge saaledes sammen. - "Maaske," tænkte han, "har Hensigten selv kun afgørende Kraft, saalænge som den eksisterer udelukkende som Hensigt. Thi Handlingen tilintetgør den jo. Den sikreste Udvej fra at begære sin Næstes Hustru er utvivlsomt at besidde hende, og vi kan godt elske vore Fjender og bede for dem, som har gjort os Skade og forfulgt os, hvis vi kun ved, at de er af Vejen." - han mindedes de blide Følelser, hvormed han selv havde tænkt paa sin Fjende, imens han havde troet, at han var død.

"Saaledes", tænkte han videre, "er Helvede rimeligvis fuldt av Folk, der ikke har faaet udrettet det, som de vilde. Deres er den Orm, som aldrig dør. - Og saaledes," fortsatte den gamle Mand, idet hans Stemme med eet blev blød og honningsød som et Kærtegn, "saaledes kom han da, efter at have mistet Troen på Bravoer, til den faste Bestemmelse i Fremtiden kun at foresætte sig saadanne Ting, som han selv kunde føre til deres Fuldendelse. - Der var da endnu kun et eneste Spørgsmaal, hvorpaa han gerne vilde ha Svar, inden han helt slettede denne sørgelige Historie af sit Hjerte. Og det Spørgsmaal var," fortsatte den gamle Prins med endnu mere smeltende Stemme: "For hvilken Sum solgte min Skyldner mig?"

Han gjorde en kort Pause.

"Dette, søde Nino", sagde han saa, "er min Historie, og jeg haaber, at den ikke har kedet Dig. - Gør mig nu den Tjeneste at sige mig Din Mening om den".

Der var en lang Stilhed. Den unge Prins lænede sig frem over Bordet, lagde Armen derpaa og Hagen i Haanden og betragtede den gamle Mand stift. Denne plutselige og bløde Bevægelse var i sit Væsen saa intimt beslægtet med Katten paa hans Knæ, at Augustus blev ganske forskrækket.

"Jo, med Din Tilladelse," sagde han, "Din Historie kedede mig. Den var alt for lang, og dog er der ingen Ende paa den. Lad os nu gøre en Ende paa den i Aften".

Med venstre Haand fyldte han sit Glas og drak det halvt ud. Stadig med venstre Haand, og langsomt, som en Mand, der har drukket for meget til at indlade sig paa nogen Anstrengelse, løftede han det og slyngede det tværs over Bordet, lige i ansiktet paa Den gamle Mand. Vinen løb ned over den skarlagensrøde Mund og den pudrede Hage, Glasset rullede ned paa hans Knæ, falt til Gulvet og knustes.

 

 

Dramatisk og deilig, ikke sant? Mettet med lukter og smaker og tunge stoffer i den grad at det nesten er kvelende, Mange aftensmåltider og rubiner og vinglass. Voldsom barokk i hver eneste lille innskutte bisetning. Men hva dette egentlig handlet om, skjønte jeg ikke da jeg leste gjennom "Vejene omkring Pisa" første gang da jeg var på et eller annet sted i tenåra, jeg måtte gå tilbake og lese den gjennom en gang til, og da falt alt på plass. Augustus har tidligere i historien møtt en gammel adelsdame som har fortalt ham historien om barnebarnet sitt, den vakre Rosina, som blir giftet bort mot sin vilje med en gammel, rik mann, enda hun heller ville ha den unge Mario. Før historiens begynnelse har Rosina stukket av fra hjemmet, ved hjelp av en jevnaldrende venninne, og skaffet seg skilsmisse ved å hevde at ekteskapet hennes aldri var blitt fullbyrdet.

 

Så, hvorfor kaster Nino vinglasset sitt i ansiktet på den gamle adelsmannen? Jo, fordi (spoiler alert) det kommer frem, fremdeles via Blixens antydede og symboske eufemismer, at den impotente og ærekjære gamle mannen en gang hyret  Nino til å voldta Rosina, for at hun ikke skulle kunne bruke den intakte jomfrudommen mot ham og skape skandale. Men Rosina gjør det altså likevel, og ektemannen er ute etter hevn - møtet overfor ender i en duell. Morgenen for duellen står imidlertid en ung gutt Augustus har møtt på vertshuset frem, han viser seg å være en kvinne, Rosinas venninne, og hun forteller om natten hun tok Rosinas plass i sengen for at hun skulle få besøke kjæresten Mario. Ektemannens preemptive angrep rammet altså feil person. Og med denne kunnskapen får noen av elementene fra fabelen den gamle mannen forteller - mordet han ikke selv kunne utføre, stiletten som synker ned i offeret til skjeftet - en ganske annen betydning. Blixen er rett og slett ganske mørk og ganske rå, og ganske så direkte bak de språklige påfuglfjærene.

 

Jeg tok med meg et utdrag av dette utdraget til en forelesning på Litteraturvitenskap på Blindern en gang, der vi ble bedt om å ta med et tekststykke som vi skulle prøve ut forskjellige teorier på. Jeg skjønte på min foreleser Trond Haugen at han syntes det hele ble litt i meste laget, endog litt vulgært. Jeg skjønner hva han mener. Men jeg synes det er snedig, og overrumplende, hvordan Blixen forteller en så ram historie pakket i et så blomstrende språk. Jo, merker jeg, jeg synes fremdeles hun er kul. Historien er også interessant i hvordan den skildrer menn og kvinner: Første gang han møter Rosinas bestemor, tar Augustus henne for å være en mann; den gamle mannen på vertshuset har kvinnelige trekk som stadig fremheves, og Rosinas venninne Agnese er altså i mannsklær før hun røper sin rette identitet: Seksualiteten er ullen og vanskelig å få tak på og, i ett tilfelle, brutal. Men alt dette ligger altså og ulmer under overflaten. Det er fint gjort.

 

Og virkelig: Hvem har ikke lyst til å lese fortsettelsen av "Vejene omkring Pisa" nå?

 

 

 

 

Stikkord:

2 kommentarer

Avil

05.11.2010 kl.21:43

Eg berre *jerter* Blixen. <3

Inger Merete

07.11.2010 kl.12:49

You and me both, sista.

Skriv en ny kommentar

ingermerete

ingermerete

35, Oslo

Inger Merete Hobbelstad (f. 1980) er kulturjournalist, teateranmelder og filmanmelder i Dagbladet og burde egentlig være lut lei av å skrive etter endt arbeidsdag. Men den gang ei. Jo, og så har jeg mastergrad i Litteraturvitenskap med en oppgave som handlet om Homers "Iliaden". Hvilket jeg altfor sjelden får spørsmål om. Og så nås jeg på imh@dagbladet.no.

Kategorier

Arkiv

hits