8. desember

""I Pisa levede, mine kære, unge Venner," begynte den gamle Mand sin Fortælling, "I min Bedstefaders Tid en hovedrig Mand af gammel Adel, som modtog et frygteligt Slag af Skæbnen. En af hans unge Venner, den, som stod hans Hjerte allernærmest, og som han frem for alle havde overøst med Velgerninger, vendte sig imod ham med en Utaknemlighed, der gennemrystede ham med Gru og Sorg, og tilføjede ham en dødelig Fornærmelse, der ydermere var af den Art, at den, hvis den blev bekendt, ganske uden vor Adelsmands egen skyld vilde kalde Hobens Spot ned over hans Hoved. Denne Adelsmand var Filosof og satte sin Sjælefred over alt andet. Da han mærkede, at denne sørgelige Sag ødelagde hans Nattesøvn, og følte, at han umuligt vilde kunne faa sin Sindsligevægt tilbage, førend han havde udgydt det utaknemmelige unge Menneskes Blod, da besluttede han sig til, at det skulde udgydes. Nu stod det paa Grund af særegne Omstændigheder ikke i hans Magt at gøre dette egenhændigt, og derfor henvendte han sig til en ung, professionel Morder i Pisa, en saadan, som man i gamle Dage brugte til den Slags, og som man kaldte en Bravo. Denne unge Mand var overmaade ødselt anlagt og havde ved sin Uforstand bragt sig i saa stor Pengeforlegenhed, at han, hvis ingen hjalp ham, næppe saa nogen anden Vej ud deraf end Ægteskabet. Min Bedstefaders Ven gjorde ham nu et smukt Forslag. "Det er mit Ønske," sagde han til ham, "at i denne Sag ingen skal have noget at beklage sig over. Jeg vil betale Dig for min Sjælefred, hvad jeg mener den er værd, og det er ikke saa lidt. Hvis Du nu vil staa mig bi her af Din bedste Evne, saa skal jeg til Gengæld sørge for, at alle de Gældsposter, som plager Dig, bliver slettet ud, endogsaa hvad angaar Din Bedstemoders lille Rosenkrans af Koraller, som Du har pantsatt." Paa dette Grundlag afsluttede de deres Overenskomst og aftalte alt nøjaktigt imellem sig".

 

En stor Kat, som havde ligget ved Ilden, sprang her med eet op i Skødet paa den gamle Prins. Uden at se paa den kælede han blidt for den, mens han fortsatte Fortællingen.

 

"Uhret havde just slaaet Midnat, da Bravoen gik til sit Arbejde, og den bekymrede Adelsmand, som vidste, at der ikke kunde blive Tale om søvn for ham, førend han havde faaet Sikkerhed for, at det var tilendebragt, ventede paa ham i sit Kabinet og havde et Aftensbord dækket til ham der. Idet Klokken slog eet, kom den unge Mand igen ind ad Døren, saa hvid som en Død. "Er jeg hævnet?", spurgte Adelsmanden fra Pisa, "er min Fjende fældet?" "Ja", sagde Bravoen. "Er det nu ogsaa ganske vist?", spurgte Adelsmanden igen, idet hans Hjerte begyndte at danse i hans Bryst. "Javist", sagde Bravoen, "hvis da en Mand er død, som har haft min Stiletto -- dengang, Nino, benyttede man endnu dette Vaaben -- i Hjertet tre Gange, lige op til Hæftet. -- Som de selv sagde: i denne Sag skal ingen have noget at beklage sig over. -- Nu vil jeg drikke en Flaske Champagne med Dem".

 

De to satte sig da til bords og nød en udsøgt Souper sammen. -- "Ved De," sagde Bravoen med eet, "hvad jeg synes er stor Skade? -- det er det, at vi efterhaanden alle sammen er blevet saa kloge, at vi ikke engang længre tror paa, hvad vore fromme Bedstemødre møjsommeligt har indprentet os. For det er intet, som skulde glæde mig saa meget som at vide med Bestemthed, at baade De og jeg var evig fordømte."

 

Adelsmannen blev forbavset, og det gjorde ham ondt for den unge Mand, thi han saa ud, som om han var fra Ved og Sans. Han var tillige i Øjeblikket overmaade venligt stemt imod ham, saa han gjorde sit bedste for at trøste ham. -- "Dette har været for meget for Dig," sagde han, "og jeg tog Dig for en anderledes Karl. Men hvad den evige Fordømmelse angaar, saa skal du ikke tabe Modet, maaske Du har Ret. Det mord, som Du har begaaet i Nat, det har jeg selv begaaet over hundrede Gange i mit Hjerte, og vi har Skriftens Ord for, at det da er saa godt som fuldbyrdet. Der kunde vist findes de Skolastikere, som vilde holde for, at Din Del i det har været fuldkommen illusorisk, og at Du endnu har Tid til at to Dine Klæder i Lammets Blod og gøre dem hvide som Uld. Dog er det jo ikke godt at vide, og jeg skal ikke nægte at da jeg fastsatte Din Løn, da havde jeg i Tankerne den Ulejlighed, Du kom til at gøre Dig, og den Fare, som Du kan komme til at løbe overfor min Fjendes Parti, eller overfor Lovene i Pisa, og indtil dette Øjeblik har jeg ikke tænkt paa Din Sjæl. Nu Du nævner den, er det jo klart, at det er en Fare for Dig ogsaa fra den Kant. Derfor vil jeg, foruden alt, hvad jeg allerede har givet Dig, for Din Sjæls Skyld, give Dig denne Ring." Med disse Ord tog han af sin Finger en Ring med en stor, rundsleben Rubin, et uhyre værdifuldt Smykke, og rakte den til sin Bravo, der tog den, lo ham op i Andsigtet som om de slet ikke havde talt om hellige Ting, og gik sin Vej. -- Vor Adelsmand gik i Seng og sov godt for første Gang i lange Tider, i Bevidsthed om, at han havde faaet sin vilje sat igennem, og til og med betalt sin lejede Morder saa smukt."

 

Idet den gamle Mand her gjorde en Pause i Fortællingen, spadserede Katten tværs over Bordet og sprang ned i Ninos Skød. -- Som om han havde været et Spejlbillede af sin Genbo ved Bordet gav han sig til at stryge den blidt, mens han lænede sig tilbage i Stolen og lyttede.

 

"Men det var denne ulykksalige Adelsmands Skæbne," fortsatte den gamle Fortæller, "bestandig at rystes i sin Tro paa Menneskene. Der var kun gaaet en måned efter denne Nat, og han var endnu -- som en Mand, der lykkeligt har overstaaet en svær Sygdom -- i færd med at nyde Livet, sine Venners Selskab, skøn Musik og Foraarets Liflighed omkring Pisa, da han, gennem Breve fra sine Venner i Rom, blev underrettet om, at den unge Fjende, for hvis Død han havde betalt saa rigeligt, var at finde i den evige Stad, saa blomstrende og kæphøj som nogensinde og Genstand for stor Opmærksomhed i Selskabslivet og ved Pavehoffet.

 

Dette sidste Bevis paa menneskelig Falskhed ramte ham lige i Hjertet. -- "Hvem er mig tro," tænkte han, "naar han har sveget mig? Var han saa bleg, fordi han havde forraadt mig?" -- Ja, den stakkels Mand blev syg, han mistede endogsaa i nogle Dage af Fortvivlelse sit Mæle, og havde i lang Tid de grueligste Smerter i Øjnene og i den højre Arm. -- men jeg vil ikke beskrive hans Sygeleje, thi det var intet imod hvad han led i Sjælen. Dog, han var, som sagt, et Menneske, der tænkte: han begyndte at beskæftige sig med de evige Ting, som han og hans Bravo havde drøftet ved Aftensbordet. "Skulde det virkeligt", tænkte han, "være Hensigten, som er det ene afgørende, og har vore Handlinger intet at betyde?" Jo mere han tænkte derover, jo sikrere blev han på at det maatte hænge saaledes sammen. -- "Maaske," tænkte han, "har Hensigten selv kun afgørende Kraft, saalænge som den eksisterer udelukkende som Hensigt. Thi Handlingen tilintetgør den jo. Den sikreste Udvej fra at begære sin Næstes Hustru er utvivlsomt at besidde hende, og vi kan godt elske vore Fjender og bede for dem, som har gjort os Skade og forfulgt os, hvis vi kun ved, at de er af Vejen." -- han mindedes de blide Følelser, hvormed han selv havde tænkt paa sin Fjende, imens han havde troet, at han var død.

 

"Saaledes", tænkte han videre, "er Helvede rimeligvis fuldt av Folk, der ikke har faaet udrettet det, som de vilde. Deres er den Orm, som aldrig dør. -- Og saaledes," fortsatte den gamle Mand, idet hans Stemme med eet blev blød og honningsød som et Kærtegn, "saaledes kom han da, efter at have mistet Troen på Bravoer, til den faste Bestemmelse i Fremtiden kun at foresætte sig saadanne Ting, som han selv kunde føre til deres Fuldendelse. -- Der var da endnu kun et eneste Spørgsmaal, hvorpaa han gerne vilde ha Svar, inden han helt slettede denne sørgelige Historie af sit Hjerte. Og det Spørgsmaal var," fortsatte den gamle Prins med endnu mere smeltende Stemme: "For hvilken Sum solgte min Skyldner mig?"

 

Han gjorde en kort Pause.

 

"Dette, søde Nino", sagde han saa, "er min Historie, og jeg haaber, at den ikke har kedet Dig. -- Gør mig nu den Tjeneste at sige mig Din Mening om den".

 

Der var en lang Stilhed. Den unge Prins lænede sig frem over Bordet, lagde Armen derpaa og Hagen i Haanden og betragtede den gamle Mand stift. Denne plutselige og bløde Bevægelse var i sit Væsen saa intimt beslægtet med Katten paa hans Knæ, at Augustus blev ganske forskrækket.

 

"Jo, med Din Tilladelse," sagde han, "Din Historie kedede mig. Den var alt for lang, og dog er der ingen Ende paa den. Lad os nu gøre en Ende paa den i Aften".

 

Med venstre Haand fyldte han sit Glas og drak det halvt ud. Stadig med venstre Haand, og langsomt, som en Mand, der har drukket for meget til at indlade sig paa nogen Anstrengelse, løftede han det og slyngede det tværs over Bordet, lige i ansiktet paa Den gamle Mand. Vinen løb ned over den skarlagensrøde Mund og den pudrede Hage, Glasset rullede ned paa hans Knæ, falt til Gulvet og knustes."

 

 

 

-- Fra Karen Blixen: "Vejene rundt Pisa", fra "Syv fantastiske fortællinger" (1937)

 

 

 

Ingen kommentarer

Skriv en ny kommentar

ingermerete

ingermerete

35, Oslo

Inger Merete Hobbelstad (f. 1980) er kulturjournalist, teateranmelder og filmanmelder i Dagbladet og burde egentlig være lut lei av å skrive etter endt arbeidsdag. Men den gang ei. Jo, og så har jeg mastergrad i Litteraturvitenskap med en oppgave som handlet om Homers "Iliaden". Hvilket jeg altfor sjelden får spørsmål om. Og så nås jeg på imh@dagbladet.no.

Kategorier

Arkiv

hits